Nødhjælp til Ukraine
Blue Water leverer transport- og logistikløsninger til NGO’er og deres leverandører i forbindelse med leverancer af nødhjælpsudstyr og medicin til flygtninge i Ukraine
Dagen efter krigen i Ukraine startede, blev Blue Water kontaktet af en kunde, som havde brug for vores assistance til losning af fire fly henover weekenden. Flyene ville lande i RZE-lufthavnen (Rzeszow-Jasionka Airport) i Polen cirka halvanden times kørsel fra den ukrainske grænse.
Vores job gik ud på at få godset sikkert til Ukrainegrænsen samt at stå for håndtering, optælling, omlæsning af godset og tilsikre, at alt var der. Derefter skulle de mange kasser sættes på paller og læsses på lastbiler og køres til grænsen. Den første sending bestod af 240 paller med førstehjælps- og hygiejneudstyr samt medicin til flygtninge inde i Ukraine.
Efter en research af lokale partnere i lufthavnen og af vognmænd med lokale lastbiler, fik vi hurtigt et godt setup på benene, og senere samme dag ankom de første læs fra England. Natten til søndag omlæssede vi to fly/fire læs á 60 paller og leverede godset til Neutral Zone ved Korczowa-Krakovets-overgangen. Modtageren var sundhedsministeriet i Ukraine, som havde ukrainske lastbiler klar med lokal politieskorte på den anden side af grænsen.
Udfordrende logistikforhold stoppede ikke transporten
Det var en såkaldt First Mover-overlevering til Neutral Zone i Ukraine, og der herskede en del forvirring hos toldere og grænsevagter, da de normale tilladelser var ude af kraft, og ingen havde prøvet dette før – ikke i denne krig. Der var heller ingen palleløfter eller gaffeltrucks, så alt måtte strippes og omlæsses manuelt, og godset skulle sikres, så det ikke blev stjålet undervejs.
”Kundens egne folk var til stede i både RZE-lufthavnen og ved grænsen for at assistere med den fysiske omlæsning midt om natten. Ved fælles hjælp klappede alt, og sent søndag var godset overleveret på Ukraine-siden. Mandag fik vi besked, at alt udstyr og medicin allerede var delt ud i Lviv”, fortæller Johnny Mortensen, Head of Aid & Development Logistics hos Blue Water.
”I den efterfølgende uge blev yderligere seks charterfly omlæsset og leveret henover ugen og den kommende weekend. Der var nu så mange lastbiler på grænsen, at vi holdt i kø i timevis, og om nætterne måtte vi kolleger sove og arbejde på skift. Men det føles godt at være en del af et setup, der gør en forskel og medvirker til at hjælpe de mange flygtninge og nødstedte i Ukraine”, slutter Johnny Mortensen.
Indtil nu har Blue Water leveret cirka 2000 cbm gods til Ukraine - til grænsen ved Korczowa-Krakovets. Men nu ønsker kunderne godset leveret helt ind til Lviv og omegn uden omlæsning ved grænsen, så Aid & Development Logistics-afdelingen har travlt med at hjælpe NGO’erne og vores øvrige kunder. Som vi alle ved, vælter der nødhjælp ind fra hele Europe, og alle lufthavne i Polen, Rumænien og Moldova kører på fuldt tryk.